|
Main
- books.jibble.org
My Books
- IRC Hacks
Misc. Articles
- Meaning of Jibble
- M4 Su Doku
- Computer Scrapbooking
- Setting up Java
- Bootable Java
- Cookies in Java
- Dynamic Graphs
- Social Shakespeare
External Links
- Paul Mutton
- Jibble Photo Gallery
- Jibble Forums
- Google Landmarks
- Jibble Shop
- Free Books
- Intershot Ltd
|
books.jibble.org
Previous Page
| Next Page
Page 2
Men er der nogen, som tviler på, at man i den endnu ældre
dramatiske literatur, med en smule god eller ond vilje, måtte
kunne opdrive et skuespil, om hvilket det kunde påståes, at
Kleist derfra havde lånt et eller andet til sit "Käthchen von
Heilbronn"? _Jeg_ tviler i al fald ikke derpå. Men deslige
påvisninger vilde være ørkesløse. Det, der gør et kunstværk til
sin ophavsmands åndelige ejendom, det er, at han har påtrykt
værket sin egen personligheds stempel. Jeg mener derfor, at til
trods for de antydede lighedspunkter er "Svend Dyrings hus" lige
så ubestridelig og udelukkende et originalværk af Henrik Hertz,
som "Käthchen von Heilbronn" er et originalværk af Heinrich v.
Kleist.
Den samme ret gjør jeg for mit eget vedkommende gældende med
hensyn til "Gildet på Solhaug". Jeg håber også, at man for
fremtiden vil lade enhver af de tre navnefættere få beholde
ubeskåret, hvad der med rette tilhører ham.
Georg Brandes har ved given anledning betegnet "Gildet på
Solhaug" i dets forhold til "Svend Dyrings hus", ikke som bygget
på noget lån, men som tilblevet under en påvirkning, en
indflydelse, udøvet af en ældre digter på den yngre. Hans
udtalelser om mit arbejde er for resten så velvillige, at jeg
herfor, som for så meget andet, har al grund til at være ham
takskyldig.
Men ikke desto mindre må jeg fastholde, at sagen i virkeligheden
heller ikke forholder sig således, som Brandes har opfattet den.
Henrik Hertz har aldrig i nogen særlig grad tiltalt mig som
dramatisk digter. Jeg kan derfor ikke få i mit hoved, at han
nogensinde skulde, mig uafvidende, have kunnet øvet nogen
indflydelse på min egen dramatiske produktion.
På dette punkt og i denne forbindelse kunde jeg indskrænke mig
til at henvise til dr. Valfrid Vasenius, docent i æstetik ved
universitetet i Helsingfors. I sin afhandling for den filosofiske
doktorgrad: "Henrik Ibsens dramatiska diktning i dess första
skede" (1879) så vel som i sit værk "Henrik Ibsen, ett
skaldeporträtt" (343 sider. Jos. Seligmann & comp. Stockholm.
1882.) har han gjort rede for sit grundsyn på mit her omhandlede
skuespil,--i sidstnævnte skrift suppleret med, hvad jeg under et
samvær i München for tre år siden i al korthed meddelte ham.
Hertil kunde jeg, som sagt, henvise.
Men for god ordens skyld vil jeg dog selv på de følgende blade i
omrids fortælle "Gildet på Solhaug"s tilblivelseshistorie.
Her er den:
Jeg indledede denne fortale med en oplysning om, at stykket er
skrevet i sommeren 1855.
Året i forvejen havde jeg skrevet "Fru Inger til Østråt".
Beskæftigelsen med dette drama havde nødsaget mig til literært og
historisk at fordybe mig i Norges middelalder, navnlig da i den
senere del af samme. Jeg forsøgte, så godt det lod sig gøre, at
leve mig ind i hine tiders sæder og skikke, i menneskernes
følelsesliv, i deres tænkesæt og udtryksmåde.
Denne periode er imidlertid ikke særdeles tiltalende at dvæle ved
i længden; den frembyder heller ikke synderligt stof, der egner
sig for dramatisk behandling.
Jeg tyede derfor også snart over til selve sagatiden. Men
kongesagaerne og overhovedet de strengere historiske
overleveringer fra denne fjerne tidsalder fængslede mig ikke; jeg
kunde dengang ikke for mine digteriske øjemed gøre nogen
dramatisk brug af stridighederne mellem konger og høvdinger,
mellem partier og flokke. Det skulde først komme senere.
Derimod fandt jeg i rigt mål i de islandske ætte-sagaer, hvad jeg
behøvede som menneskelig iklædning for de stemninger,
forestillinger og tanker, der dengang opfyldte, eller i al fald
mere eller mindre klart foresvævede mig. Disse gammelnordiske
literære bidrag til vor sagatids personalhistorie havde jeg
hidtil ikke kendt, knapt nok hørt dem nævne. Da faldt mig ved et
tilfælde N.M. Petersens, i al fald for sprogtonens vedkommende,
fortræffelige oversættelse i hænde. Ud fra disse ætte-krøniker
med deres vekslende forhold og optrin mellem mand og mand, mellem
kvinde og kvinde, overhovedet mellem menneske og menneske, slog
mig et personligt, fyldigt, levende livsindhold imøde; og ud af
denne min leven sammen med alle disse afsluttede, enkelte,
personlige kvinder og mænd fremstod i min tanke det første rå,
tågede udkast til "Hærmændene på Helgeland".
Previous Page
| Next Page
|
|